sundhedsfremme

Expedit har udarbejdet en nuanceret sundhedspolitik, der gælder for og er tilgængelig for alle ansatte hos Expedit. Sundhedspolitikken omhandler såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø, og den forholder sig bl.a. til sygefravær, trivsel, sundhed og motion, mobning, stresshåndtering, alkohol og rygning.   

Hele mennesker
På Expedit opfattes medarbejderne som ’hele mennesker’, og vi er bevidste om, at sygefravær kan skyldes mange forskellige forhold. Nogle har vi ikke indflydelse på, andre kan vi have. Og derfor er det vigtigt, at både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø konstant er i fokus. I de ulykkelige situationer, hvor en medarbejder rammes af alvorlig sygdom, vil vi endvidere gøre, hvad vi kan for at igangsætte en indsats med henblik på, at vedkommendes livskvalitet forbedres, så han eller hun hurtigst muligt kan vende tilbage i arbejde. Evt. på særlige vilkår.    

Åbenhed og dialog
Expedits sundhedspolitik skal medvirke til at skabe åbenhed og dialog omkring årsager til og virkninger ved sygefravær. Det er vores opfattelse, at åbenhed og dialog medvirker til at skabe et godt arbejdsmiljø, øget trivsel og dermed mindsket risiko for sygdom. Det er vores ønske, at sundhedspolitikken skal skabe større forståelse for de mennesker, der er ramt af sygdom. Det skal være legalt at snakke om sygdom og at pege på, at den ramte også har et ansvar for at gøre en indsats for at blive rask og vende tilbage til arbejdet.

Aktivt sundhedsfremme
Expedits sundhedspolitik skal ligeledes være udtryk for virksomhedens ansvar for styrkelse af medarbejdernes generelle trivsel, sundhed og ressourcer. Vi er bevidste om, at et godt psykisk arbejdsmiljø og gode kolleger har stor betydning for de fleste. Til at understøtte dette har vi bl.a. en velfungerende personaleforening, der året igennem står for fysiske aktiviteter og sociale arrangementer af forskellig art. Hensigten er at skabe fællesskab og større forståelse mellem medarbejderne – også på tværs af faggrupper og afdelinger.    

Endvidere sættes der fokus på vigtigheden af sund kost og daglig motion. Målet er at motivere medarbejderne til en sundere livsstil. Det sker bl.a. gennem tilbud om sund mad i kantinen, alternative og sundere tilbud til slik ved møder samt tilbud om fælles motion. Samtidig stiller Expedit træningsfaciliteter til rådighed, ligesom alle ansatte er omfattet af en sundhedsordning.


expedit's attitude towards health

Expedit - kort og godt

Indretningspartner i butiksløsninger til detailhandelen
 
Produktion i Danmark og Sverige (i alt 41.000 m2)
 
Salgskontorer i Danmark, Sverige, Norge og Finland
 
Partner med Wanzl - Europas største leverandør af butiksudstyr
 
Koncernomsætning i 2010 på 416 mio. DKK.