Ordinær generalforsamling den 29. april 2010.
Der indkaldes til ordinær generalforsamling, torsdag den 29. april 2010, kl. 17.00, på selskabets kontor, Toftegaardsvej 4, 8370 Hadsten.
Dagsorden fremgår af denne pdf og herunder:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed
3. Fremlæggelse af årsregnskab og koncernregnskab
4. Godkendelse af årsregnskabet og beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab
5. Beslutning om decharge for bestyrelse og direktion for 2009
6. Behandling af forslag fra aktionærer og bestyrelse
6.1 Det forslås, at bestyrelsen bemyndiges til at lade selskabet erhverve egne aktier indtil 10 % af aktiekapitalen og til en kurs, der højst afviger 10 % fra den seneste forud for hver erhvervelse noterede køberkurs for selskabets B-aktier. Bemyndigelsen skal gælde indtil selskabets næste ordinære generalforsamling.
6.2 Bestyrelsen foreslår en revision af vedtægterne dels som følge af den nye selskabslov, der delvist er trådt i kraft den 1. marts 2010, dels som led i en generel vurdering af vedtægterne.
Udkast til vedtægter med alle ændringer, som foreslået af bestyrelsen, findes på selskabets hjemmeside.
6.2.1 Som følge af ny terminologi i selskabsloven mv. ændres følgende ord og begreber i vedtægterne
(1) Ordet ”aktiebog” ændres til ”ejerbog”.
(2) Ordet ”Værdipapircentralen” ændres til ”VP Services A/S”.
(3) ”Københavns Fondsbørs” ændres til ”Nasdaq OMX Copenhagen A/S”.
(4) Henvisninger til ”aktieselskabsloven” ændres til ”selskabsloven”
6.2.2 § 1 – Selskabets hjemsted
Det foreslås, at hjemstedskommunen ændres til Favrskov Kommune.
6.2.3 § 8, 1. til 3. afsnit – Indkaldelse til generalforsamlingen
§ 8, 1.til 3. afsnit foreslås ændret til følgende ordlyd:
Selskabets generalforsamlinger afholdes efter bestyrelsens bestemmelse i Favrskov Kommune eller Københavns Kommune og indkaldes af bestyrelsen med højst 5 uger og mindst 3 ugers varsel ved bekendtgørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, samt på selskabets elektroniske adresse, www.expedit.dk, og ved brev til de i selskabets ejerbog noterede aktieejere. Datoen for den ordinære generalforsamling samt seneste tidspunkt for optagelse af emner på dagsordenen oplyses mindst 8 uger før generalforsamlingen.
Ordinære generalforsamlinger afholdes inden 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Forslag fra aktionærer må, for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling, være indgivet til bestyrelsen senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse. Fremsættes anmodning senere, er det op til bestyrelsen at vurdere om emnet kan optages på dagsordenen.
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter beslutning af bestyrelsen, generalforsamlingen, selskabets revisor eller på begæring af aktionærer, der ejer mindst 5 % af hele aktiekapitalen. Sådan begæring skal ske skriftligt til bestyrelsen og være ledsaget af et eller flere bestemt angivne forslag. Generalforsamlingen skal da indkaldes senest 14 dage efter begæringens modtagelse.
6.2.4 § 8, 4. afsnit – tilgængeliggørelse af oplysninger
§ 8, 4. afsnit foreslås ændret til følgende ordlyd:
Senest 3 uger før enhver generalforsamling inklusive dagen for generalforsamlingens afholdelse skal følgende oplysninger gøres tilgængelige for aktionærerne på selskabets hjemmeside, www. expedit.dk:
- Indkaldelsen
- Det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, herunder det samlede antal for hver aktieklasse
- De dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder for den ordinære generalforsamlings vedkommende den senest reviderede årsrapport
- Dagsordenen og de fuldstændige forslag
- Formularer, der anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og ved stemmeafgivelse pr. brev. Gøres disse ikke tilgængelige på internettet, oplyser selskabet på hjemmesiden, hvordan formularerne kan rekvireres i papirform, og sender formularerne til enhver aktionær, der ønsker det.
Materialet fremsendes samtidigt til de noterede aktionærer.
6.2.5 § 9 – Dagsordenen for den ordinære generalforsamling.
§ 9 foreslås ændret til følgende ordlyd:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed.
- Fremlæggelse af årsrapport.
- Godkendelse af årsrapport og beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport.
- Beslutning om decharge for bestyrelse og direktion.
- Behandling af forslag fra aktionærer og bestyrelse.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen.
- Valg af revisorer.
- Eventuelt
6.2.6 § 10, 2.- 3. afsnit – Registreringsdato, adgangskort og fuldmagt.
§ 10, 2.- 3. afsnit foreslås ændret til følgende ordlyd:
En aktionærs ret til at deltage i og afgive stemmer på generalforsamlingen fastsættes i forhold til de aktier aktionæren besidder på registreringsdatoen, som ligger 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
Deltagelse i generalforsamlingen forudsætter tillige, at aktionæren har anmodet om adgangskort til den pågældende generalforsamling senest 3 dage forud for afholdelsen. Adgangskort udstedes til den, der ifølge ejerbogen er noteret som aktionær på registreringsdatoen, eller som selskabet pr. registreringsdatoen har modtaget behørig meddelelse fra med henblik på indførsel i ejerbogen. Medmindre aktionæren angiver, hvortil adgangskort ønskes sendt, skal adgangskortet afhentes på selskabets kontor senest dagen inden generalforsamlingen.
Stemmeretten kan udøves i henhold til fuldmagt, og samtlige aktionærer og fuldmægtige har desuden ret til at give møde ved generalforsamlingerne med rådgiver.
6.2.7 § 13 – Tilgængeliggørelse af protokol
§ 13 tilføjes et nyt afsnit med følgende ordlyd:
Senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse gøres protokollen eller en bekræftet udskrift af denne tilgængelig for aktionærerne på selskabets hjemmeside www.expedit.dk
6.2.8 § 20 – Regnskab
§ 20 foreslås formuleret således:
Årsrapporten opgøres i overensstemmelse med lovgivningen, herunder årsregnskabslovens regler. Regnskabet skal give et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat, og opgøres under foretagelse af påbudte og nødvendige afskrivninger og henlæggelser.
Årsrapporten underskrives af direktionen og bestyrelsen og forsynes med revisorernes påtegning.
6.2.9 Bemyndigelse til dirigenten
Bestyrelsen foreslår desuden, at generalforsamlingen bemyndiger dirigenten til med substitutionsret at anmelde det vedtagne og foretage de ændringer heri, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller andre myndigheder måtte kræve eller henstille foretaget som betingelse for registrering eller godkendelse.
7. Valg af medlemmer til bestyrelsen
8. Valg af revisor
9. Eventuelt
Majoritetskrav
Til vedtagelse af de under 6.1, 6.2.2, 6.2.5 og 6.2.8 nævnte forslag kræves, at aktionærer repræsenterende mindst halvdelen af det samlede antal stemmer i selskabet er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital stemmer for forslaget, jf. vedtægternes § 12, 2. afsnit.
Til vedtagelse af de under 6.2.1, 6.2.3, 6.2.4, 6.2.6 og 6.2.7 nævnte forslag kræves blot, at en enkelt aktionær stemmer herfor, jf. § 55, stk. 3 i ”Bekendtgørelse om delvis ikrafttræden af lov om aktieselskaber og anpartsselskaber (selskabsloven)” (BKG nr. 172 af 22/2 2010).
Til vedtagelse af den under 6.2.9 nævnte bemyndigelse kræves alene simpelt flertal, jf. vedtæg-ternes § 12, 1.afsnit.
Bestilling af adgangskort
Opmærksomheden henledes på vedtægternes § 10, der angiver, at enhver aktionær har adgang til generalforsamlingen, såfremt denne senest 5 dage forud for generalforsamlingens afholdelse har fremsat begæring om udlevering af adgangskort på selskabets kontor eller på telefonnr. 87 61 22 70.
Fuldmagt
Hvis du er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan du vælge at:
- give fuldmagt til navngiven tredjemand, eller
- give fuldmagt til bestyrelsen. I dette tilfælde vil dine stemmer blive anvendt i overensstemmelse med bestyrelsens anbefaling, eller
- give afkrydsningsfuldmagt til bestyrelsen ved at afkrydse, hvordan du ønsker, at afgive dine stemmer (brevstemme).
Vi gør opmærksom på, at retten til fremmøde og afgivelse af stemmer ved fuldmægtig skal godtgøres behørigt. Hvis behørig dokumentation ikke kan fremlægges på selve generalforsamlingen, vil adgang og/eller stemmeret efter omstændighederne kunne nægtes.
Såfremt du vælger at gøre brug af fuldmagt, returneres vedlagte fuldmagtsblanket til Selskabet Toftegaardsvej 4, 8370 Hadsten, eller pr. fax 87 61 23 00, således at blanketten er Selskabet i hænde senest den 22. april 2010, kl. 15.30.
Aktionæroplysninger
Aktiekapitalen er kr. 15.400.000,00, fordelt i kr. 1.500.000,00 A-aktier á kr. 100,00 eller multipla heraf og kr. 13.900.000,00 B-aktier á kr. 100,00 eller multipla heraf.
Hver A-aktie på nominelt kr. 100,00 giver 10 stemmer, og hver B-aktie på nominelt kr. 100,00 giver 1 stemme. Således giver hvert aktiebeløb på 1.000,00 kr. af A-aktiekapitalen 100 stemmer, mens hvert aktiebeløb på 1.000,00. kr. af B-aktiekapitalen giver 10 stemmer.
Aktionærer, der har erhvervet aktier ved overdragelse, kan ikke udøve stemmeret for de pågældende aktier på generalforsamlinger, der er indkaldt, uden at aktierne er blevet noteret i aktiebogen, eller aktionæren har anmeldt og dokumenteret sin erhvervelse, jf. vedtægternes § 10.
Udbytte, der vedtages på generalforsamlingen, vil blive udbetalt til aktionærerne via VP Services A/S til aktionærernes konti i egne depotbanker, hvorigennem de finansielle rettigheder kan udøves.
Dagsordenen med de fuldstændige forslag, den reviderede årsrapport for 2009 samt de øvrige dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, vil være fremlagt til eftersyn for aktionærerne på selskabets kontor, Toftegaardsvej 4, 8370 Hadsten, alle hverdage i tidsrummet kl. 10-14 fra den 14. april 2010 til torsdag, den 29. april 2010.
Følgende materiale kan hentes på selskabets hjemmeside:
- Indkaldelsen
- Det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, herunder det samlede antal for hver aktieklasse
- De dokumenter der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder den senest reviderede årsrapport
- Dagsordenen og de fuldstændige forslag
- Formular, der anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt.
Hadsten den 8. april 2010
Bestyrelsen
Steen Bødtker
Bestyrelsesformand
For yderligere informationer og nøgletal henvises til ”Årsregnskab 2009”, som kan downloades