VI HAR GJORT DET HER SIDEN 1952
Vores historie betyder meget. Den har været med til at definere, hvem vi er i dag og hvor vi er på vej hen med vores nye strategi.

STARTUP 1952
Vores historie handler ikke kun om, hvordan en driftig smed, Elvin Petersen, i 1952 startede, hvad der efterfølgende er vokset til en af Nordens største leverandører af butiksindretning og inventarløsninger. Den handler også om, hvordan hans fremsynede søn, Leif Petersen, der overtog roret i 1965, med snilde og forretningstæft formåede at skabe en banebrydende udvikling i detailhandlen.

SELVBETJENING: DET NYE SORT I 60'ERNE
Siden slutningen af 50’erne har Expedit været med til at drive udviklingen af detailhandlen, hvor nye samfundsmønstre pludselig betød, at supermarkeder med selvbetjening og stort vareudbud skød op rundt i landet. Det krævede nye funktionelle løsninger på både vareeksponering og et helt nyt begreb: indkøbsvogne.

PÅ HJEMMEBANE I HELE NORDEN
Vores kunder er store detailkæder og brands. Når de ekspanderer og åbner butikker i udlandet følger vi med. Derfor etablerede vi i 90’erne fabrikker og salgskontorer i hele Norden. Det giver kæderne tryghed i, at de altid får samme høje kvalitet og service, som de kender herhjemmefra. Det har også gjort Expedit attraktiv for skandinaviske retailkæder med hovedsæde uden for Danmark.

WANZL – GLOBALE MUSKLER
Expedit er ejet af tyske Wanzl. Et joint venture, der går tilbage til starten af 60’erne. Først som samarbejdspartnere, sidenhen blev Wanzl aktionær og de er nu hovedaktionær og moderselskab i Expedit Group. Forretningssetup’et med Wanzl, der er en af verdens største leverandører af butiksudstyr, har givet økonomiske muskler og har åbnet markeder rundt i Europa.

JAMES BOND OG VERNER PANTON
Der er næsten ingen grænser for, hvad der kan laves i tråd. I 70’erne resulterede det i en række projekter, der lå pænt langt uden for skiven af Expedits normale produktprogram. Bl.a. et samarbejde med Verner Panton om hans ikoniske Pantonova møbelsystem, der både medvirkede i en James Bond film og indgik i TV-Avisens studieindretning. Det banede vejen for Expedit som designhus.

INTERNATIONALT DESIGNHUS
Vores designfokus er en hønen-og-ægget diskussion: Opstod vores designekspertise fordi vores kunder efterspurgte stadigt mere specialiserede løsninger, eller fordi vi var gode til ikke alene at levere standardiserede inventarløsninger, men også tilbød at indrette butikkerne? Det står hen i det uvisse, men faktum er, at vi i dag er en af Nordens førende totalleverandører af butiksdesign.